Beretning for gymnastikudvalget 2008
31. januar 2009.
”En forening der ikke er i udvikling er i afvikling.”
Overskriften siger noget om, hvor vigtigt det er som forening, udvalg eller aktivitet at være i konstant udvikling. Det er udviklingen og det den medfører der giver energien til os frivillige i vores arbejde, det er det, der gør forskellen. Jeg tror på at det at føle, at man er med til at gøre en forskel, at være en del af en bevægelse er brændstoffet, der får den frivillige indsats til at arbejde – giver lysten og engagementet.
For 6 år siden var der 150 gymnaster i foreningen – nu er vi over 500, når vi tager vores fitnessafdeling med. En udvikling, der hele tiden er i vækst, hvilket giver en rigtig god indikation af, at vi har et godt tilbud både til gymnasten og fitnessudøveren.
I det forgangne år er det især i fitnessafdelingen, der er sket rigtig meget. For et år siden havde vi en spinning-afdeling, men de sidste år har vi mærket en faldende interesse for spinning, hvilket betød, at der måtte ske noget. Vi blev derfor enige om at danne ØSVN-Fitness. En væsentlig forudsætning for dette var at få et decideret fitnesslokale i Hallen. Med stor hjælp fra frivillige og økonomisk velvillighed fra Hallens bestyrelse lykkes det at omdanne spinninglokalet og depotrummet til et fint fitnesslokale.
Nye aktiviteter måtte til: Pilates, Gymstick og Kickboksning blev født i ØSVN og sammen med de gamle aktiviteter: Spinning og Aerobic udgør de nu en moderne fitnessafdeling med et super tilbud, som alle har taget rigtig godt imod. Det er tydeligt, at det er sådanne aktiviteter der får voksne op af lænestollen og i gang med motionen. Der skal lyde en kæmpe tak til fitnessudvalget og andre frivillige som har været dem, der har gjort dette muligt.
Næste ønske fra denne side kunne være, at det blev muligt at opdele hallen således, at den i højere grad også kan udnyttes til denne form for aktiviteter. Et motions lokale i det nuværende cafeteria kunne også være en mulighed – ja vi tror næsten, at driften af et sådant vil kunne finansiere byggeriet af et nyt cafeteria ved indgangen til hallen.
Nok om fitness – nu til gymnastikken. Rigtig mange børn vil rigtig gerne gå til gymnastik, og det er vi super glade for. Vi kan rigtig mærke at vores lokalområde er et vækstområde med rigtig mange børnefamilier. Vi har således måtte lave ekstra far, mor og barn hold samt puslinge hold, hvilket er lykkes meget nemt. Når vi spørger nye instruktører om de vil hjælpe, står rigtig mange klar til at give en hånd.
Den udvikling som gymnastikken har været i betyder også, at vi efterhånden har rigtig mange super dygtige gymnaster i vores forening, hvilket stiller store krav til vores instruktører, da vi gerne vil stå for en gymnastiktræning, hvor alle bliver udfordret. Vi ser en stor udfordring i, at især kunne blive ved med at udfordrer de dygtige gymnaster, da dette kræver meget dygtige instruktører ikke mindst i forhold til springdelen. Vi har efterhånden støvsuget området for dygtige springinstruktører, men vi har klart brug for flere – dette bliver for mig at se den helt store udfordring for os de næste sæsoner, hvis vi skal kunne fortsætte udviklingen.
Det er tydeligt at vores store kvalitet både i instruktørdelen og når det gælder faciliteter tiltrækker flere og flere gymnaster ude fra. Alle er velkomne til gymnastik i vores afdeling, men det er tydeligt, at det bliver sværere og sværere efterhånden, som vi har løftet niveauet at holde fast i vores væsentligste mål – nemlig at alle bliver udfordret, når de går til gymnastik hos os. Gymnastikudvalget vil sætte fokus på dette frem til næste sæson således, at vi er klar til fortsat udvikling.
I 2008 havde vi også vores første gymnastikskole i sommerferien. Der blev taget rigtig godt imod dette nye tiltag, og vi vil arbejde på igen at havde et tilbud i sommerferien 2009 måske i samarbejde med andre foreninger i DGI-Sydøstjylland.
Som forening er vi afhængige af, at der et stærkt DGI-Sydøstjylland således, at vore gymnaster kan opleve gode opvisninger, gode landsdelshold og at vores instruktører kan få relevante kursustilbud. Jeg har personligt det sidste år brugt en del energi på dette landsdelsarbejde, som de sidste år har haltet en del. Der er nu lavet en ny struktur og valgt en hel ny ledelse, men hvis det skal lykkes, skal vi som en af de store gymnastikforeninger i landsdelen også bidrage, selvom det virker lidt mere fjernt end det lokale.
Vi er omkring 60 frivillige ledere i vores afdeling, hvilket er helt fantastisk, men også super nødvendigt, hvis vi skal holde fast i den gode udvikling. Der skal herfra lyde en stor tak til alle, der yder en indsats. Om den er stor eller lille, det er ikke det, det handler om, men i højere grad det, at yde den indsats som den enkeltes vilkår og forudsætninger giver mulighed for.
I udvalget er vi 9 personer, som forsøger at koordinerer vores arbejde dels i fitness og gymnastik. Jeg har det faste standpunkt, at frivilligt arbejde skal være sjovt og udviklende, og at vi alle skal yde den indsats, som vores liv giver mulighed for – vi skal altså ikke alle sammen yde det samme, men det som vi føler, at vi kan magte samtidig med, at vi skal have familie og arbejdsliv til at fungerer. Hvis opgaverne overstiger det vi tilsammen kan udrette, så må vi inddrage flere i arbejdet. I den forgangne sæson har et par stykker i udvalget tydeligt haft for meget, hvilket betyder, at det frivillige arbejde til tider – kan blive lidt træls, jeg håber, at vi i den nye sæson kan blive bedre til at fordele arbejdet og uddelegere således, at alle har en god oplevelse af være med i gymnastikudvalget.
Jeg vil slutte denne beretning med at sige tak til alle de frivillige leder for en stor og ukuelig indsats, der gør det sjovt, udviklende og muligt at drive en gymnastikafdeling som vores. Jeg vil også gerne sige tak til samarbejdet med de to lokale skoler og Ågård Efterskole.
Per Rasmussen
Udvalgsformand, ØSVN - Gymnastik |